Cookies & privatlivets fred
Er Cookies farlige? Og hvad bruges de EGENTLIGT til?
Cookies ødelægger privatlivets fred. Eller gør de?
Lad os starte med at beskrive hvad en cookie er. En cookie er en lille fil (med en stump kode), der fortæller websites/virksomheder/brancher, om du tidligere har vist interesse for et givent produkt – eller en given service. Det kan så hjælpe annoncøren med at vise dig tilsvarende produkter/services.
Eksempel: Du laver en søgning på ‘Rejse til Island’ i Googles søgemaskine. Du finder en artikel der handler om at rejse til Island, skrevet af en rejsearrangør. Et par dage senere begynder der at dukke annoncer op, der relaterer sig til at rejse til Island.
‘DET ER OVERVÅGNING‘ vil du måske sige.
Men det kommer helt an på hvad du mener, når du tænker på ordet ‘overvågning’.
Jeg synes det er en misforståelse, at kalde det for ‘overvågning’.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er på ingen måder ekspert i privatlivets fred.
Men jeg føler at overvågning er et MEGET stærkt ord i denne sammenhæng. For det er jo ikke sådan, at fordi du har søgt ‘Rejse til Island’, at sider du klikker på efterfølgende, kan se hvad du ELLERS har kigget på, på internettet.
Et mere retvisende ord kunne være ‘interesse forfølgelse’.
Tænk lige over det her en gang: Er det ikke federe at se reklamer, for noget du faktisk interesserer dig for – end bare at blive præsenteret for alt muligt, i en lind strøm?
Det kan blive realiteten, hvis du siger ‘nej’ til alle cookies – og siger ‘ja’ til den fulde sikkerhedspakke fra f.eks. IOS. For med i den, er muligheden for at fravælge alle cookies.
“Fint! Så kan de lære ikke at udnytte deres adgang til mine data og mit ‘privatlivets fred’ er bevaret“.
Ja, det har du da ret i.
(Der er dog allerede smutveje, men de koster KASSEN i skrivende stund, februar 2022).
Men hvis prisen er, at jeg som en mand i den bedste alder (plus moms), skal præsenteres for babytøjsreklamer, rideudstyr, fodboldstøvler eller andet jeg ingen interesse har i – så vælger jeg altså at sige pænt ‘ja tak’ til cookies.
Og ja! Det er da en fordel at der er cookies, når vi taler digital markedsføring. De bruges bl.a. i forbindelse med remarketing (som godt kan føles lidt som om virksomheder ‘forfølger’ dem der har besøgt/søgt på en vare som virksomheden har på hylderne).
Husk: Du kan altid slette cookies, hvis du bliver træt af at blive ‘forfulgt’ af reklamer:
- Lær at slette cookies hvis du bruger Microsoft Internet Explorer
- Lær at slette cookies hvis du bruger Google Chrome browser
- Lær at slette cookies hvis du bruger Mozilla Firefox browser
Jeg ved godt, at jeg fortæller det ud fra mit snævre synspunkt som digital markedsføringsfidus. Og jeg ved også godt at det ikke er alle der er enige med mig i min tilgang til Cookies og privatlivets fred. Og fred være med det. Jeg synes bare det er værd at tænke over, hvad der følger med – ved at sige nej tak til cookies
Tak fordi du læste med – om vi er enige eller ej
TV2 Østjylland har i øvrigt skrevet en fin artikel om samme emne. Læs artiklen Simon printede 4300 sider med cookies ud: Her er, hvad han fandt ud af
Seneste kommentarer